Solceller: Flere danskere er begyndt at se lyset
Efterspørgsel på solceller er stegt markant igennem de sidste 18 måneder, og både hos den almindelige dansker og hos virksomhederne er den grønne energi blevet en prioritet. Det kan TS-gruppen sagtens nikke genkendende til.
Fladt tag, skråt tag, stående i haven eller måske på en hel mark. Mulighederne for at placere et solcelleanlæg er mange, og det har mange danskere fået øjnene op for igennem det sidste halvandet års tid. Efterspørgslen på solceller er nemlig steget markant både hos private og indenfor erhverv, hvor mange ser en mulighed for at tilføje lidt grøn energi, når de alligevel renoverer eller bygger nyt.
Hos TS-gruppen har man også oplevet en stigning i efterspørgslen på solcelleanlæg, i sådan en grad, at de 41 lokale el-installatører spredt ud over hele Danmark har svært ved at følge med efterspørgslen.
En markant stigning indenfor solcellemarkedet er samtidig påvirket af, at mange folk vælger solceller til, både når de står overfor en renovering, eller når de laver nybyg. Med de nuværende el-priser, giver stigningen dog god mening, idet at et solcelleanlæg kan hjælp lidt på el-budgettet.
Solceller er derfor en god investering – både til private, erhverv og industri, da du har mulighed for at opnå besparelser på elregningen og samtidig kan gøre dit hjem mere grønt og bæredygtigt.
Hvad er solceller?
Du har højst sandsynligt set dem før, solcelleanlæg på taget af et hus, i haven eller ude på en mark. Et solcelleanlæg er en samling af paneler af solceller og de fleste solceller er lavet af silicium. Silicium er et halvledende element, hvilket betyder at elektricitet kun kan gå én vej. Silicium er desuden det andet mest tilgængelige grundstof på jorden.
I solceller er silicium lagt i to lag tilføjet med bor og fosfor på hver sin side – et N (negativt) lag og et P (positivt) lag. Mellem disse to lag dannes, der et elektrisk felt, hvor frie elektroner i solcellen bevæger sig i samme retning. Elektroner kan vandre mellem de to lag og efterlader derved negative og positive ladninger på hver sit lag.
Solens stråler består af fotoner og når en foton rammer siliciumcellerne i panelet, slår fontonerne elektronerne i siliciummet løs og i stedet for at elektronerne kun bevæger sig i én retning, kan de nu frit bevæge sig. Gennem det øverste lag på solcellens forside bliver de frie elektroner opsamlet af et elektrisk ledende gitter.
Resultatet er en spændingsforskel mellem for- og bagsiden og der dannes derved jævnstrøm. For at denne jævnstrøm kan bruges som f.eks. el i et hus, omdannes jævnstrømmen til vekselstrøm vha. en inverter.